mandag den 16. december 2013

Velkommen til Team IHIALAs Geo-blog

Esther 4 år med vores aller første cach
For over 10 år siden stiftede jeg bekendtskab med geocaching for første gang. Dengang havde jeg ikke udstyr til at cache selv, og prøvede det derfor kun få gange sammen med spejderne i Missionsforbundets Spejderkorps i forbindelse med Ledertræf.

På 10 år er der sket en utrolig udvikling med teknologien, og derfor er det nu muligt at lege med, hvis man bare er i besiddelse af en helt almindelig moderne telefon. Det er jeg, og nu har jeg taget den i brug til geocaching sammen med min datter Esther og somme tider også sønnen Godwin, som ellers mest opholder sig på sin efterskole. Somme tider er han dog hjemme, og er rigtig god til at fiske de caches, som vi andre ikke helt har fysik til at hente ned, op eller ud fra deres kreative skjul.

Inspireret af min bror, som var begyndt at cache, fik jeg lyst til at tage det op igen. Til min stor overraskelse eksisterede min 10 år gamle profil stadig på geocaching.com, så det var let at tage fat igen. Jeg tror dog ikke at mine få logs fra dengang stadig eksisterer, men det betyder ikke så meget, for vi går mest efter oplevelser og ikke så meget efter statistikker. Nu cacher både bror og jeg, og i begyndelsen var det mest mig, som ringede efter gode råd, men nu oplever jeg da somme tider at også han slår på tråden. Jeg er glad for at kunne hjælpe, og skylder helt sikkert stadig i det store regnskab.

Team IHIALA går i øjeblikket mest efter grønne caches med plads til bytteting og travelbugs. Det ene glæder den lille, det andet den store. Vi rydder dog gerne vores by for alt, hvad vi kan finde, men vi kører ikke efter de helt små eller meget svære caches. Det betyder meget for os, at det lykkes at finde mindst en rigtig fin børnevenlig cach pr. tur. Hvis det glipper, er det ikke spor sjovt for Esther, og ikke en god familietur for os.

På bloggen her vil jeg dele vores erfaringer med dem, som har lyst til at læse med. Du er velkommen til at linke til vores blog, eller på anden måde sprede kendskabet. Til at begynde med er der selvfølgelig ikke så meget indhold, men som erfaren blogger ved jeg, at sådan en blog vokser til, og med tiden skulle den gerne blive til inspiration, især for familie-cachere og nybegyndere, som os selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar